Ordliste over emballagematerialer: papir, karton, bølgepap, folie og belægninger

Sådan bruger du ordlisten over emballagematerialer

Hvert opslag angiver begrebet, dets forkortelse og, hvor det er nyttigt, den tyske (DE), hollandske (NL) eller amerikanske/britiske (US/UK) variant, efterfulgt af en definition, der kan stå alene: hvad materialet eller egenskaben er, hvordan det fremstilles eller måles, og hvorfor det har betydning i en specifikation. Typiske værdier er markeret som sådan, fordi papirfabrikker, folieproducenter og testmetoder varierer; de bindende værdier for en ordre følger af den aftalte specifikation og leverandørens datablade, bekræftet ved tilbud og teknisk gennemgang. Hvor en anden guide fra 9 Packaging behandler et emne i dybden, linker opslaget til den.

Denne side er en af fem underordlister under emballageordlisten, som samler korte definitioner af de mest almindelige begreber på tværs af alle emner. Tryk- og prepressbegreber findes i ordlisten over tryk og prepress, maskin- og procesbegreber i ordlisten over konvertering og produktion, testmetoder og fejl i ordlisten over test og kvalitet, og juridiske, bæredygtigheds- og handelsbegreber i ordlisten over regulering, bæredygtighed og handel.

Tabellen viser, hvordan almindelige specifikationslinjer afkodes med begreberne nedenfor.

Fiber og papirmasse

Sådan bliver træ og returpapir til fiberen i emballage, og de udtryk for papirmasse og bleging, der optræder i papirfabrikkens deklarationer. Sammenligninger på kvalitetsniveau findes i guiden om papirkvaliteter til emballage.

Bleget og ubleget papirmasse (DE: gebleicht / ungebleicht)

Ubleget papirmasse bevarer ligninens brune farve. Lignin er træets naturlige bindemiddel, som kogningen ikke fjerner fuldstændigt, og den ublegede masse er grundlaget for brunt kraftpapir, kraftliner og kraftkarton. Bleget papirmasse har fået resterende lignin fjernet eller lysnet i en blegesekvens med flere trin, hvilket giver hvid fiber til trykkritiske overflader eller overflader, der vender mod fødevaren. Bleging koster udbytte og noget styrke, og derfor er ubleget kraftpapir typisk den stærkeste løsning ved en given gramvægt.

Kemisk papirmasse (DE: Zellstoff)

Kemisk papirmasse er fiber, der er udskilt fra træ ved at koge træflis i kemikalier, som opløser det meste af ligninen, så der er lange, bøjelige fibre med god binding tilbage. Kemisk massefremstilling giver typisk et udbytte på cirka 45-55 % af træet som fiber mod 90 % eller mere for mekanisk papirmasse, så den koster mere pr. ton, men giver langt højere styrke pr. gram. De to kemiske processer er kraft (sulfat) og sulfit; kraft dominerer i emballagekvaliteter.

CTMP (kemitermomekanisk papirmasse)

CTMP er papirmasse, der fremstilles ved at imprægnere træflis med et mildt kemikalie, typisk natriumsulfit, dampe den og derefter raffinere den under tryk. Den bevarer det høje udbytte fra mekanisk papirmasse (omkring 90 %), men giver renere, stivere fibre, der danner et voluminøst ark. CTMP er det sædvanlige midterlag i FBB-karton (folding boxboard) og i nogle væskekartoner, og det er hovedårsagen til, at FBB er stivere pr. gram end SBS-karton.

Se: FBB, SBS eller WLC

Afsværtet papirmasse (DIP)

Afsværtet papirmasse er genbrugsfiber, hvorfra trykfarve er fjernet, normalt ved flotation og vask, så massen bliver lysere og renere. Den bruges i tissue, avispapir og de hvide topslag i nogle genbrugskartoner og liners. Afsværtning fjerner en stor del af farven, men ikke alle rester, så anvendelse til fødevarekontakt afhænger stadig af en vurdering af det færdige materiale.

ECF- og TCF-bleging (elementært chlorfri; totalt chlorfri)

ECF-bleging (elementært chlorfri) bruger chlordioxid i stedet for chlorgas og er den dominerende metode til bleget kemisk papirmasse på verdensplan. TCF-bleging (totalt chlorfri) bruger slet ingen chlorforbindelser og baserer sig på ilt, ozon og hydrogenperoxid. Begge angives i papirfabrikkens deklarationer; nogle brandejere kræver den ene eller den anden i deres bæredygtighedspolitikker.

Kraftmasse (sulfatmasse; DE: Sulfatzellstoff; US: sulfate)

Kraftmasse er kemisk papirmasse, der fremstilles ved at koge træflis i en opløsning af natriumhydroxid og natriumsulfid, hvor kemikalierne genvindes og genbruges på papirfabrikken. Processen bevarer fiberstyrken, hvilket har givet kraftpapir sit navn, fra det tyske og svenske ord for styrke. Den kaldes sulfatmasse, fordi natriumsulfat bruges som tilsætningskemikalie i genvindingskredsløbet; »sulfat« og »kraft« betegner samme proces, som i SBS (solid bleached sulphate).

Se: papirkvaliteter til emballage

Mekanisk papirmasse (slibemasse, TMP; DE: Holzstoff)

Mekanisk papirmasse fremstilles ved at slibe træstammer mod en sten (slibemasse) eller raffinere flis mellem skiver (termomekanisk papirmasse, TMP), så fibrene adskilles med kraft frem for med kemi. Udbyttet er typisk 90 % eller mere, og massen er voluminøs og opak, men den beholder sin lignin, så den er svagere end kemisk papirmasse og bliver gul i lys. I emballage optræder den hovedsageligt i de midterste lag i FBB-karton.

Ikke-træfiber

Ikke-træfiber er papirmasse fra andre planter end træer, for eksempel sukkerrørsbagasse, bambus, hvedehalm, rør eller bomuldslinters. Den bruges meget i formstøbt fiber til service og i nogle papirtyper; fiberlængde, styrke og renhed varierer med planten og massefremstillingsprocessen. En ikke-træbaseret kilde gør ikke i sig selv et produkt komposterbart, PFAS-frit eller mindre belastende; det afhænger af tilsætningsstoffer, belægninger og forsyningskæde.

OCC (old corrugated containers, brugt bølgepap)

OCC er brugte bølgepapkasser, der indsamles til genanvendelse, og den største enkeltkilde til genbrugsfiber til testliner, genbrugsfluting og genbrugskraftpapir. De lange fibre, der stammer fra kraftpapir, gør den værdifuld, men kvaliteten varierer med forurening, fugt og hvor mange gange fiberen allerede er genanvendt. Prisen på OCC følger efterspørgslen og påvirker direkte prisen på containerboard af genbrugsfiber.

Kvaliteter af returpapir (EN 643)

EN 643 er den europæiske standardliste over kvaliteter af papir og karton til genanvendelse og definerer kategorier som blandet papir, bølgepapemballage, aviser og hvide papirer af høj kvalitet. Papirfabrikker køber returpapir efter disse kvaliteter, som fastsætter grænser for forbudte materialer og ikke-papirkomponenter. Emballagens udformning påvirker, hvilken kvalitet den brugte vare falder ind under, og om papirfabrikkerne accepterer den.

Genbrugsfiber (returfiber; DE: Recyclingfaser, Altpapierfaser)

Genbrugsfiber er papirmasse fremstillet af returpapir og returkarton ved genopløsning, sigtning og rensning og nogle gange afsværtning. Den sænker materialeomkostningerne og miljøbelastningen, men giver mindre styrke pr. gram og større farvevariation, og den kan indeholde rester som mineraloliekulbrinter fra tidligere tryk, så direkte fødevarekontakt normalt kræver en vurdering eller en funktionel barriere. Fibrene bliver kortere og stivere for hver gang, de genanvendes, hvilket begrænser, hvor mange cyklusser de kan gennemgå.

Se: papirkvaliteter til emballage; mineraloliebarrierer og foldeæsker egnet til fødevarekontakt

Raffinering (maling; DE: Mahlung)

Raffinering, på engelsk også kaldet beating, er den mekaniske behandling af papirmasse mellem knive på roterende skiver, som gør fibrenes overflade ru og opfibrillerer den, så fibrene binder tættere i arket. Mere raffinering øger densitet, trækstyrke og glathed og sænker porøsitet, mens rivestyrke og bulk typisk falder efter et vist punkt. Raffineringsgraden måles som afvandingsmodstand i Schopper-Riegler-grader (ISO 5267-1) eller Canadian Standard Freeness (ISO 5267-2); fedttæt papir og pergamyn får deres fedtresistens fra meget intensiv raffinering.

Nåletræs- og løvtræsfiber (langfiber og kortfiber; DE: Langfaser, Kurzfaser)

Nåletræsfiber fra nåletræer som fyr og gran er typisk cirka 2-4 mm lang, mens løvtræsfiber fra arter som birk, eucalyptus eller akacie typisk er cirka 1 mm. Langfiber giver rive- og trækstyrke og er rygraden i sækkekraftpapir og kraftliner; kortfiber giver glathed, formation og opacitet. De fleste papirer og kartoner blander de to for at afbalancere styrke og trykoverflade.

Sulfitmasse (US: sulfite pulp; DE: Sulfitzellstoff)

Sulfitmasse er kemisk papirmasse kogt med svovlsyrling og bisulfitsalte i stedet for den alkaliske kraftlud. Den er lettere at blege og raffinere end kraftmasse, men giver svagere fibre, og dens andel af verdens massefremstilling er i dag lille. Den findes stadig i specialkvaliteter, herunder nogle fedttætte papirer og pergamyn, og som opløsningsmasse (dissolving pulp) til celluloseprodukter.

Nyfiber (DE: Frischfaser)

Nyfiber er papirmasse fremstillet direkte af træ eller andre planter frem for af returpapir. Den giver mere styrke pr. gram, en stabil farvetone og en kendt historik, og derfor specificeres den ofte til direkte kontakt med fedtholdige, fugtige eller varme fødevarer. Ingen EU-regel, britisk eller amerikansk regel kræver nyfiber som sådan; det er én måde at opfylde kravene til fødevarekontakt på ved siden af funktionelle barrierer.

Se: papirkvaliteter til emballage

Papirkvaliteter

Navngivne papirkvaliteter, der optræder på tilbud på emballage. Papirtyper til madindpakning sammenlignes i guiden om fedttæt papir, pergament og vokspapir.

Airlaid (airlaid-nonwoven)

Airlaid er en blød, stoflignende nonwoven af cellulosefluffmasse, som formes til en bane med luft i stedet for vand og derefter bindes, typisk med latexbindemiddel eller termoplastiske fibre. Den er tykkere, mere absorberende og mere tekstillignende end tissue og bruges til premiumservietter, absorberende puder og duge. Bindemidlets type afgør, om produktet opfører sig som papir i genanvendelse.

Se: 1-lags, 2-lags, 3-lags og airlaid-servietter

Bagepapir (US: parchment paper; DE: Backpapier; NL: bakpapier)

Bagepapir er et fedttæt papir eller en vegetabilsk pergament som basis, belagt på den ene eller begge sider med silikone, hvilket giver en non-stick-overflade, der typisk tåler ovntemperaturer op til cirka 220-230 °C afhængigt af kvaliteten. I USA sælges det normalt som parchment paper, hvilket skaber forveksling med ubelagt vegetabilsk pergament. Det er et slippapir og ikke en takeaway-indpakning, og det kan ikke varmeforsegles.

Se: fedttæt papir, pergament og vokspapir

Bestrøget papir (C1S, C2S; DE: gestrichenes Papier)

Bestrøget papir har en pigmentbestrygning af fine mineraler som kaolin eller calciumcarbonat, bundet i et bindemiddel og påført på den ene side (C1S) eller begge sider (C2S). Bestrygningen udfylder fiberoverfladen og giver højere glathed, glans og trykskarphed end ubestrøget papir. I emballage bruges det til etiketter, premiumindpakning og posepapir; en pigmentbestrygning forbedrer trykket, ikke fedt- eller vandresistensen, som kræver en barriere.

Ekstensibelt kraftpapir (extensible sack kraft)

Ekstensibelt kraftpapir er kraftpapir, der komprimeres i maskinretningen på papirmaskinen, en mikrokrepning, som ofte kendes under varemærket Clupak, så det kan strække sig flere procent før brud. Den ekstra strækning øger trækenergioptagelsen, så et lettere papir kan klare fald og stød, der ville flække almindeligt kraftpapir. Det er standard til flerlagssække og bruges nogle gange til kraftige bæreposer.

Se: papirkvaliteter til emballage

Pergamyn (DE: Pergamin)

Pergamyn er fedttæt papir, der er superkalandreret, dvs. presset mellem polerede valser, indtil det er glat, tæt og gennemskinneligt, typisk ved cirka 40-90 g/m². Det modstår fedt og luft gennem sin tæthed og bruges til bagerposer, mellemlæg, konfekture og, når det er silikonebelagt, som slippapir til etiketter. Det kan blive sprødt under kolde, tørre forhold.

Se: papirkvaliteter til emballage

Fedttæt papir (DE: Pergamentersatz, fettdichtes Papier; NL: vetvrij papier)

Fedttæt papir er papir, hvis fibre er raffineret så intensivt, at arket bliver tæt med meget få porer, så det modstår fedt gennem sin struktur og ikke gennem en belægning. Det er typisk 30-60 g/m², vurderes for fedtresistens med KIT-testen, og når det er fremstillet korrekt, kræver det ingen fluorforbindelser. Det er ikke vandtæt og kan ikke varmeforsegles, og dets behandling under udvidet producentansvar (UPA) varierer fra ordning til ordning, så det bør specificeres efter gramvægt, KIT-niveau og fluorfri status frem for kun ved navn.

Se: fedttæt papir med eget tryk; fedttæt papir, pergament og vokspapir

Fedtafvisende papir

Fedtafvisende papir er et almindeligt basispapir, ofte MG-kraft, der gøres fedtresistent med en belægning eller overfladebehandling frem for med fiberraffinering. Ydeevnen afhænger af, at belægningen forbliver intakt, så foldelinjer og knæk kan blive svage punkter. Specifikationer bør angive belægningstype, KIT-niveau og en bekræftelse på, at der ikke er bevidst tilsat fluorforbindelser.

Se: valg af fedtafvisende fødevareposer

Kraftpapir (DE: Kraftpapier; NL: kraftpapier)

Kraftpapir er papir fremstillet af kemisk papirmasse fra kraftprocessen (sulfat), som bevarer lange og stærke fibre. Det leveres ubleget (brunt), bleget (hvidt) eller med genbrugsindhold, i MF-, MG- og sækkekraftfinish, typisk fra cirka 25 g/m² til lette fødevareposer til 150 g/m² eller mere til kraftige bæreposer. Ordet alene siger intet om gramvægt, fiberkilde eller overflade, så en kraftspecifikation skal angive alle tre.

Se: papirkvaliteter til emballage; brunt, hvidt eller genbrugskraftpapir til papirposer

MF-kraft (maskinglat kraftpapir)

MF-kraft er kraftpapir med samme matte struktur på begge sider, afsluttet ved let kalandrering på papirmaskinen. Det er standardmaterialet til bæreposer med hank og blokbundsposer, typisk fra cirka 50-80 g/m² til blokbundsposer og lette takeaway-poser op til 120-150 g/m² til tungere poser til detailhandel. Den åbne overflade giver et naturligt udseende, men opsuger farve, så fine rastre og små negative tekster er sværere at holde.

Se: gramvægt til papirposer

MG-papir (maskinglittet papir; MG-kraft)

MG-papir er papir, der tørres mod en stor, poleret, dampopvarmet Yankee-cylinder, hvilket efterlader den ene side glat og blank og den anden ru. Det er normalt cirka 25-60 g/m² og er standardbasis til sandwichposer, bagerposer og andre poser til disksalg samt mange madindpakninger. Den glittede side trykker skarpere og holder fedt lidt bedre ude end MF-kraft, men MG-papir alene er ikke fedttæt.

Se: papirkvaliteter til emballage

Genbrugskraft (genbrugt brunt papir)

Genbrugskraft er en handelsbetegnelse for brunt emballagepapir lavet helt eller overvejende af returfiber, normalt OCC og brugte kraftpapirer, frem for frisk kraftmasse. Det har lavere styrke pr. gram og større variation i farve og pletter end kraftpapir af nyfiber, så poser ofte kræver en højere gramvægt til samme belastning. Nogle amerikanske jurisdiktioner fastsætter mindsteindhold af genanvendt forbrugerindhold (post-consumer) i papirposer til takeaway, hvilket gør procentandelen af genanvendt indhold til en del af specifikationen dér.

Se: brunt, hvidt eller genbrugskraftpapir til papirposer; regler for papirposer i de enkelte markeder

Sækkekraftpapir (DE: Sackkraftpapier)

Sækkekraftpapir er stærkt, porøst kraftpapir af lange nyfibre fra nåletræ til flerlagssække, typisk 70-120 g/m². Det er udviklet til høj trækenergioptagelse (TEA), så en fyldt sæk overlever fald, og til høj luftgennemtrængelighed, så cement- eller melsække kan afluftes under fyldning. Det fås i standard- og ekstensible kvaliteter og sætter målestokken for, hvad »stærkt kraftpapir« betyder, selv om trykt detailemballage sjældent har brug for det.

Se: papirkvaliteter til emballage

Tissue (DE: Tissue, Hygienepapier)

Tissue er meget let, blødt og absorberende papir, normalt langt under 30 g/m² pr. lag, tørret på en Yankee-cylinder og skrabet af med en krepskraber, der giver det volumen og strækbarhed. Det bruges til servietter, håndklædepapir og silkepapir til indpakning, og lagene kombineres og præges for tykkelse og blødhed. I nogle kvaliteter tilsættes vådstyrkemidler, så servietter holder sammen, når de er fugtige.

Se: 1-lags, 2-lags, 3-lags og airlaid-servietter

Vegetabilsk pergament (DE: Pergament, Pergamentpapier)

Vegetabilsk pergament er papir, der kortvarigt føres gennem et svovlsyrebad, som geler og sammensmelter overfladefibrene, og derefter vaskes og tørres. Det har høj vådstyrke, meget god fedtresistens og tåler kogning og bagning, og det er det, det tyske ord Pergament egentlig betegner. Det koster normalt mere end fedttæt papir og bruges, hvor der kræves vådstyrke eller varmebestandighed uden belægning.

Se: fedttæt papir, pergament og vokspapir

Vokspapir (US også deli paper)

Vokspapir er et let papir behandlet med paraffin eller en anden voks, hvilket giver god vand- og fugtresistens, men ringe varmetolerance, fordi voks blødgør og smelter. I USA er deli paper en handelsbetegnelse for lette ark til brug ved disken, der er egnede til fødevarekontakt, og som normalt er tørt vokspapir, men nogle gange fedttæt papir, så materialet bør angives. Kraftigt vokset papir kan kun dårligt genopløses.

Se: fedttæt papir, pergament og vokspapir

Hvidt kraftpapir (bleget kraftpapir)

Hvidt kraftpapir er kraftpapir af bleget kraftmasse, som giver et rent hvidt grundlag til klart tryk og et friskt udtryk på fødevareposer. Det er typisk lidt svagere end ubleget kraftpapir med samme gramvægt og koster mere. Farver trykkes lysere og tættere på målet på hvidt kraftpapir end på brunt, hvor grundtonen dæmper og forskyder farverne.

Se: brunt, hvidt eller genbrugskraftpapir til papirposer

Papirets egenskaber og enheder

De målinger, der står på et datablad for papir eller karton. Testmetoder for styrke og barriere er defineret i ordlisten over test og kvalitet.

Basisvægt (USA; lb pr. ream)

Basisvægt er den amerikanske måde at angive papirvægt på: vægten i pund af et ream af en defineret størrelse. For posepapir er et ream 3.000 kvadratfod, så 1 lb svarer til cirka 1,63 g/m², og et 50 lb posepapir er omtrent 81 g/m²; karton opgives ofte pr. 1.000 kvadratfod, hvor 1 lb svarer til cirka 4,88 g/m². Andre sektorer bruger andre ream-størrelser, så bekræft grundlaget, før du omregner.

Se: gramvægt til papirposer

Lyshed (ISO-lyshed; DE: ISO-Weißgrad)

Lyshed er den procentdel af blåt lys (omkring 457 nm), som papiret reflekterer, målt som ISO-lyshed efter ISO 2470-1 eller i Nordamerika ofte som TAPPI-retningsbestemt (GE) lyshed. Fuldt blegede kartoner af kemisk papirmasse når typisk høj lyshed, mens ubleget kraftpapir og genbrugskvaliteter ligger langt lavere. Optiske hvidtningsmidler hæver den målte lyshed; specifikationer for fødevarekontakt kræver almindeligvis, at de ikke migrerer.

Bulk (specifikt volumen; DE: spezifisches Volumen)

Bulk er tykkelse divideret med gramvægt, udtrykt i cm³/g, og beskriver, hvor tykt et ark er i forhold til sin vægt. Typiske værdier er cirka 1,4-1,7 cm³/g for FBB-karton, 1,2-1,35 for SBS-karton og 1,3-1,5 for duplexkarton (WLC). Fordi stivhed stiger kraftigt med tykkelsen, kan et karton med høj bulk opnå samme stivhed ved lavere gramvægt, hvilket sænker materialevægten.

Se: FBB, SBS eller WLC

Tykkelse (caliper; DE: Dicke; NL: dikte; US: points, pt)

Tykkelse (caliper) er tykkelsen af et papir eller karton, normalt angivet i mikron (µm) og målt efter ISO 534; amerikanske konvertere angiver karton i points, hvor 1 pt = 0,001 tomme = 25,4 µm. Bøjestivheden stiger omtrent med tykkelsen i tredje potens, så to kartoner med samme gramvægt kan opføre sig meget forskelligt. Et billigere, men tyndere karton er derfor ikke et sammenligneligt tilbud.

Se: papirkvaliteter til emballage

Kalandrering og superkalandrering

Kalandrering fører papir eller karton gennem nips mellem valser for at udglatte overfladen og jævne tykkelsen, på bekostning af noget bulk. Superkalandrering bruger en stak af skiftevis hårde og bløde valser under højt tryk og er det, der gør fedttæt papir til tæt, gennemskinneligt pergamyn. Kraftigere kalandrering giver bedre tryk og bedre fedtmodstand, men et tyndere og mindre stift ark ved samme gramvægt.

Densitet (massefylde)

Densitet er gramvægt divideret med tykkelse, udtrykt i g/cm³, og er det omvendte af bulk. Voluminøse kartoner og åbne kraftpapirer ligger et godt stykke under 1 g/cm³, mens kraftigt raffinerede og kalandrerede papirer som pergamyn nærmer sig eller overstiger det. Højere densitet betyder normalt bedre trykskarphed og fedtmodstand, men mindre stivhed pr. gram.

Tørstyrke (tørstyrkemidler)

Tørstyrke er papirets styrke ved normal, konditioneret brug, hovedsageligt trækstyrke, bristestyrke og kompressionsstyrke. Papirfabrikker øger den med raffinering og med tørstyrkemidler som kationisk stivelse, carboxymethylcellulose eller syntetiske polymerer, der forbedrer fibrenes binding. Disse tilsætningsstoffer gør det muligt at nå et styrkemål med mindre fiber eller mere genbrugsindhold.

Fiberretning (maskinretning og tværretning, MD/CD; DE: Laufrichtung; NL: looprichting)

Fiberretningen er den retning, papiret har bevæget sig gennem papirmaskinen (maskinretning, MD), og som de fleste fibre ligger langs; tværretning (CD) er vinkelret på den. Trækstyrke og stivhed er højere i MD, mens rivemodstand og fugtudvidelse normalt er højere i CD, så databladene angiver begge værdier. Konvertere planlægger fiberretningen i forhold til stansetegningen eller poserøret, så rilninger, hanke og stive paneler løber i den rigtige retning.

Se: papirkvaliteter til emballage

Gramvægt (g/m²; DE: Grammatur, Flächengewicht; NL: grammatuur)

Gramvægt er massen af en kvadratmeter papir eller karton, angivet i gram pr. kvadratmeter (g/m², også kaldet gsm) og målt efter ISO 536. Det er den værdi, papir handles på, den vigtigste drivkraft bag materialeomkostningerne og grundlaget for rapportering af emballagevægt under UPA-ordninger. Gramvægt siger intet om tykkelsen, som angives separat (caliper).

Se: papirkvaliteter til emballage; gramvægt til papirposer

Fugtindhold (DE: Feuchtegehalt)

Fugtindhold er vandets andel af papir eller karton efter vægt, målt ved ovntørring efter ISO 287 og typisk cirka 5-9 % ved levering afhængigt af kvalitet og klima. Papir optager og afgiver fugt i takt med den omgivende luft, hvilket ændrer dets dimensioner, stivhed og kompressionsstyrke. Er det for tørt, revner karton ved rilningen; er det for fugtigt, krøller eller bølger det, eller det mister stablingsstyrke.

Opacitet (DE: Opazität)

Opacitet er papirets evne til at skjule det, der ligger bagved, målt i procent efter ISO 2471 ved at sammenligne reflektansen over en sort bagside med reflektansen over en stak af samme papir. Høj opacitet forhindrer, at tryk skinner igennem, og skjuler indhold som fedtet mad; gennemskinnelige kvaliteter som pergamyn har bevidst lav opacitet. Fyldstoffer, mekanisk papirmasse og bestrygning øger opaciteten, mens raffinering og kalandrering sænker den.

Porøsitet (luftgennemtrængelighed; DE: Luftdurchlässigkeit)

Porøsitet beskriver, hvor let luft passerer gennem papir, og angives som luftgennemtrængelighed, for eksempel i Gurley-sekunder pr. 100 ml (ISO 5636-5) eller Bendtsen ml/min (ISO 5636-3). Sækkekraftpapir gøres porøst, så sække kan afluftes under fyldning, mens fedttæt papir og pergamyn gøres næsten lukkede, så fedt ikke kan trænge igennem. Porøsiteten påvirker også, hvordan et ark føres på vakuumfødede maskiner, og hvor meget belægning eller farve det opsuger.

Limning (sizing; masselimning og overfladelimning; DE: Leimung)

Limning (på engelsk sizing) er en behandling, der gør papir modstandsdygtigt over for vandgennemtrængning. Ved masselimning tilsættes midler som AKD, ASA eller kolofonium til papirmassen, så selve fibrene afviser vand, hvilket forhindrer væske i at trække ind i kruskartonens snitkanter; overfladelimning påfører stivelse eller lignende på en limpresse for at styrke overfladen og styre optagelsen af farve og belægning. Limning bremser vandoptagelsen, målt med Cobb-testen, men gør ikke papir vandtæt.

Glathed (DE: Glätte)

Glathed er, hvor plan papirets overflade er på den skala, der har betydning for tryk, og måles normalt med luftlækagemetoder som Bendtsen (ISO 8791-2) eller Parker Print-Surf (ISO 8791-4), hvor lavere værdier betyder glattere papir. Glatte overflader trykker finere rastre og skarpere skrift med mindre farve. Bestrygning og kalandrering øger glatheden; MF-kraft og genbrugskvaliteter er ruere.

Normalklima (konditionering; ISO 187)

Normalklima er den atmosfære, papir og karton konditioneres og testes i: 23 °C og 50 % relativ luftfugtighed efter ISO 187, med 27 °C og 65 % RH som tropisk alternativ. Fordi fugt ændrer styrke og dimensioner, kan resultater kun sammenlignes, når prøverne er konditioneret i samme klima. Datablade, der udelader klimaet, bør efterspørges.

Vådstyrke (DE: Nassfestigkeit; NL: natsterkte)

Vådstyrke er den styrke, papir beholder, når det er gennemvædet, normalt udtrykt som våd trækstyrke i procent af tør trækstyrke. Ubehandlet papir beholder kun en lille brøkdel, mens vådstyrkekvaliteter fremstillet med harpikser som polyamidoamin-epichlorhydrin (PAE) beholder betydeligt mere. Vådstyrke hjælper servietter, bæreposer i regn og etiketter, men gør papir sværere at genopløse.

Hvidhedsgrad (CIE-hvidhed)

Hvidhedsgrad beskriver, hvor hvidt papir ser ud for øjet over det synlige spektrum, normalt angivet som CIE-hvidhed (for eksempel efter ISO 11475), og kan have en blålig eller gullig tone ved samme lyshed. Det er den mere meningsfulde værdi, når kartonens farvetone skal matches mellem leverandører. To kartoner med nogenlunde samme lyshed kan se mærkbart forskellige ud i hvidhed og tone, hvilket ses på store hvide flader.

Karton og emballagekarton

Kartonklasser og -opbygninger til foldeæsker, krus og madbokse. Valg af karton til foldeæsker behandles i FBB, SBS eller WLC.

CKB (belagt ubleget kraftkarton; også CUK, SUS)

CKB, også kaldet CUK (coated unbleached kraft) eller SUS (solid unbleached sulphate), er ubleget kraftkarton af nyfiber, ofte med et hvidt bestrøget topslag, der kan trykkes i fuld farve, mens indersiden forbliver brun. Det er stærkt og rivefast i forhold til sin vægt og klarer sig godt under fugtige forhold. Det bruges til takeaway-bokse, drikkevarebærere og multipakker, hvor der ønskes styrke og et naturligt kraftudseende.

Se: takeaway-bokse af kraftkarton og hvidt karton

Kaolinbestrygning (pigmentbestrygning; DE: Strich)

Kaolinbestrygning, mere præcist pigmentbestrygning, er et lag af fine mineralpigmenter som kaolin og calciumcarbonat, bundet i en latex- eller stivelsesbinder og påført kartonens trykside. Karton kan være enkelt-, dobbelt- eller tredobbeltbestrøget, med samlede bestrygningsvægte, der ofte ligger i området 10-30 g/m², for at give en glat, hvid, farvemodtagelig overflade. Det forbedrer trykket, men er ikke en fedt- eller vandbarriere.

Bestrøget og ubestrøget karton (DE: gestrichen / ungestrichen)

Bestrøget karton har en pigmentbestrygning på trykkesiden og nogle gange på bagsiden, mens ubestrøget karton viser den bare fiberoverflade. Bestrøget karton giver skarpere, lysere tryk og bedre lak- og folieresultater; ubestrøget karton har en naturlig, mat fornemmelse og opsuger mere farve. I DIN 19303-koder markerer G en bestrøget overflade og U en ubestrøget.

Kruskarton (cupstock; DE: Becherkarton)

Kruskarton er karton fremstillet specielt til formning af krus og runde beholdere, typisk 170-350 g/m², lavet af nyfiber og masselimet, så væske ikke trækker ind i snitkanterne. Det er belagt indvendigt, og på begge sider til kolde krus, med PE eller en vandbaseret dispersionsbarriere, og skal tåle forsegling af sidesøm og bund samt rulning af randen. Karton til foldeæsker ser ens ud, men er ikke udviklet til disse formningstrin.

Se: papirkvaliteter til emballage; indvendige belægninger i papkrus

DIN 19303 (klassificering af karton)

DIN 19303 er den tyske standard, der er udbredt i hele Europa, og som klassificerer karton med en bogstav-tal-kode; den gældende udgave er fra april 2026 og beholder den samme kodestruktur. Det første bogstav angiver overfladen (G bestrøget, U ubestrøget), det andet hovedråstoffet (Z massivt bleget kemisk papirmasse, C nyfiberkarton med et midterlag af mekanisk papirmasse, T genbrugsfiber med hvid eller cremefarvet bagside, D genbrugsfiber med grå bagside), og tallet en underklasse, for eksempel bagsidens farve for GC1 (hvid) og GC2 (cremefarvet) eller bulk for de genbrugsbaserede klasser GD og GT. Papirfabrikker sælger mærkevarer inden for hver klasse, så koden identificerer klassen, og papirfabrikkens datablad angiver specifikationen.

Se: FBB, SBS eller WLC

FBB-karton (folding boxboard; GC1/GC2; DE: Faltschachtelkarton)

FBB er flerlags nyfiberkarton med yderlag af bleget kemisk papirmasse og et voluminøst midterlag af mekanisk papirmasse eller CTMP, klassificeret som GC1 (hvid bagside) eller GC2 (cremefarvet bagside) efter DIN 19303. Den høje bulk giver mere stivhed pr. gram end SBS, så det bruges meget til foldeæsker til fødevarer og forbrugsvarer. Typisk bulk er cirka 1,4-1,7 cm³/g.

Se: FBB, SBS eller WLC

Gråpap (greyboard, chipboard; DE: Graukarton, Graupappe)

Gråpap er karton fremstillet udelukkende af genbrugsfiber, gråt gennem hele tykkelsen og normalt ubestrøget, brugt til stive æsker beklædt med trykt papir, bogbind, bagplader og skillerum. Det er tæt og stift, men har ingen egen trykoverflade. I USA betyder chipboard normalt denne type gråpap, mens white lined chipboard (WLC) i britiske og europæiske specifikationer er et bestrøget emballagekarton, så betegnelsen bør bekræftes.

Væskekarton (LPB; DE: Flüssigkeitskarton)

Væskekarton er flerlags nyfiberkarton, der er udviklet til kartoner til drikkevarer og flydende fødevarer, og som i konverteringen lamineres med polyethylen på begge sider og, til produkter med lang holdbarhed ved stuetemperatur, et tyndt lag aluminiumsfolie. Det kræver høj stivhed, ren smag og lugt og stærk modstand mod kantsugning. Fiber udgør typisk cirka tre fjerdedele af kartonens vægt, og polymer- og folielagene adskilles ved genanvendelse.

Karton (paperboard; DE: Karton; NL: karton)

Karton er en tungere, stivere papirkvalitet, der bruges til foldeæsker, krus og bokse. Der findes ingen universel grænse, men materiale over cirka 200-250 g/m² kaldes generelt karton; emballagekarton klassificeres efter fiber og opbygning, for eksempel som FBB, SBS, WLC eller CKB. På tysk betyder Karton normalt emballagekarton, mens Pappe betegner tungere, massive plader; på dansk svarer pap til det tungere materiale.

Se: FBB, SBS eller WLC

Lag (flerlagskarton)

Et lag er et af de fiberlag, der dannes hver for sig på kartonmaskinen og forenes i våd tilstand til ét ark. Flerlagsopbygning gør det muligt for en papirfabrik at lægge ren, bleget fiber udvendigt og billigere eller mere voluminøs fiber i midten, som i den typiske trelagsopbygning i FBB og WLC. Lagenes bindestyrke har betydning for rilning, limning og modstand mod delaminering.

SBS-karton (solid bleached sulphate; SBB; GZ)

SBS, også kaldet SBB (solid bleached board) og klassificeret som GZ efter DIN 19303, er emballagekarton af bleget kemisk papirmasse i alle lag. Det er hvidt gennem hele tykkelsen og tæt, typisk med en bulk på cirka 1,2-1,35 cm³/g, og egner sig til dyb prægning, fin foliering og skarp stansning. Det er det traditionelle valg til premium kosmetik, medicin og konfekture; i USA er SBS standardbetegnelsen for emballagekarton af nyfiber af høj kvalitet.

Se: FBB, SBS eller WLC

Duplexkarton (WLC, white lined chipboard; GD2/GT; US: CRB; DE: Chromoersatzkarton)

WLC er emballagekarton af genbrugsfiber med et hvidt topslag, klassificeret som GD (grå bagside) eller GT (hvid eller cremefarvet bagside) efter DIN 19303; GD2 er standardkvaliteten, som normalt menes med WLC. I USA kaldes det coated recycled board (CRB). Det er det økonomiske valg til foldeæsker til non-food detailvarer og bruges kun til fødevarer bag en egnet funktionel barriere eller med et separat indpakket produkt.

Se: FBB, SBS eller WLC; mineraloliebarrierer og foldeæsker egnet til fødevarekontakt

Bølgepap

Containerboard-papirer, bølgeprofiler og pladeopbygning. De nedenstående bølgetykkelser er typiske; de præcise værdier afhænger af bølgepapmaskinen og papirerne. Pladekvaliteter til æsker behandles i bølgepapkvaliteter til forsendelsesæsker og E-bølge eller B-bølge i pizzaæsker.

A-bølge

A-bølge er den højeste almindelige bølgeprofil i bølgepap, typisk cirka 4,5-5 mm tyk med cirka 105-125 bølger pr. meter. Den giver mest stødabsorbering og tryk fra top til bund for en enkeltbølget plade, men har en grov trykoverflade. Den er i dag mindre almindelig i Europa end C-bølge og optræder hovedsageligt i kraftige og dobbelt- eller tripelbølgede kombinationer.

B-bølge

B-bølge er en grov enkeltbølget profil, typisk cirka 2,5-3,2 mm tyk med cirka 150-185 bølger pr. meter, som giver mere stivhed, stødabsorbering og trykmodstand end E-bølge. Den bruges meget til store pizzaæsker, amerikanske leveringsæsker, tungere forsendelsesæsker og displays til detailhandel. Bølgetoppene kan ses gennem fuldfladetryk som et bølgemønster (washboarding).

Se: E-bølge eller B-bølge i pizzaæsker

Kvalitetskode for bølgepap (for eksempel 125K/125T)

Bølgepapkvaliteter skrives ofte som en kort kode, der angiver papirerne udefra og ind med gramvægt og et bogstav for papirtype: K for kraftliner og T for testliner er udbredt, og leverandører tilføjer egne bogstaver for hvid top, mottled, semikemisk eller genbrugsfluting. En »125K/125T B-bølge« betyder derfor en kraftliner på 125 g/m² udvendigt, en testliner på 125 g/m² indvendigt og B-bølge imellem, hvor flutingpapiret nogle gange angives separat eller følger leverandørens standard. Konventionerne varierer mellem virksomheder og lande, så en tilbudssammenligning bør angive hvert papir, hver gramvægt og hver bølge frem for at støtte sig til koden.

Se: bølgepapkvaliteter til forsendelsesæsker

C-bølge

C-bølge er en middelhøj bølgeprofil, typisk cirka 3,5-4,5 mm tyk med cirka 120-145 bølger pr. meter. Det er standardbølgen til enkeltbølgede transportkasser, fordi den balancerer stablingsstyrke, stødabsorbering og pladevægt. Den grove overflade egner sig til flexotryk direkte på den færdige plade (post-print) frem for fin grafik.

Containerboard (DE: Wellpappenrohpapier)

Containerboard er samlebetegnelsen for de papirer, der bruges til at lave bølgepap: linerpapirer (kraftliner, testliner og hvid-top-kvaliteter) og flutingpapirer. Det handles efter gramvægt og styrkeklasse, og dets pris driver størstedelen af materialeomkostningen i en bølgepapæske. Containerboard-fabrikker og bølgepapfabrikker er ofte separate virksomheder.

Bølgepap (DE: Wellpappe; NL: golfkarton; US: corrugated cardboard)

Bølgepap er en sandwich af flade liners, limet til ét eller flere lag bølgeformet papir, kaldet fluting eller bølgemedium. Enkeltbølget har én bølge mellem to liners; dobbeltbølget, for eksempel EB, har to bølger og tre liners. Linerne bærer trykket og det meste af bristestyrken, mens flutingen giver tykkelse og trykmodstand.

Se: bølgepapkvaliteter til forsendelsesæsker

Dobbeltbølget (EB, BC; DE: zweiwellige Wellpappe)

Dobbeltbølget pap har to bølgelag og tre liners og kombinerer to bølgeprofiler som E med B (EB, typisk cirka 4-5 mm) eller B med C (BC, typisk cirka 6-7 mm). Det giver langt højere stablingsstyrke og punkteringsmodstand end enkeltbølget og bruges til tungt indhold, eksportkasser og lang eller hård transport. Den finere bølge placeres normalt udvendigt for en bedre trykoverflade.

Se: bølgepapkvaliteter til forsendelsesæsker

E-bølge (mikrobølge)

E-bølge er en fin enkeltbølget profil, typisk cirka 1,1-1,8 mm tyk med cirka 290-330 bølger pr. meter, som giver en glat trykoverflade og god stivhed i forhold til tykkelsen. Den er standard til de fleste forsendelsesæsker og almindelig til små og mellemstore pizzaæsker i det kontinentale Europa. Den tager direkte tryk godt og bruges ofte til litholamineret detailemballage.

Se: E-bølge eller B-bølge i pizzaæsker

F-bølge

F-bølge er en meget fin bølgeprofil, typisk cirka 0,8-1,0 mm tyk med 400 eller flere bølger pr. meter, tæt på tyk karton i fornemmelsen. Den bruges til små premiumæsker, letterbox-pakker (postkasseegnede pakker) og detailæsker, hvor et karton ville være for svagt, eller en grovere bølge for voluminøs. Den flade overflade egner sig til litholaminering og fint tryk.

Bølge (bølgeprofil; flute)

En bølge er den profil, der dannes i bølgemediet, og bølgebogstavet beskriver dens højde og deling. Typiske tykkelser for enkeltbølget er cirka 0,5-0,6 mm for N-bølge, 0,8-1,0 mm for F, 1,1-1,8 mm for E, 2,5-3,2 mm for B, 3,5-4,5 mm for C og 4,5-5 mm for A. Bogstaverne er tildelt historisk og ikke efter størrelsesorden, og den præcise tykkelse afhænger af bølgepapmaskinen og de anvendte papirer.

Se: bølgepapkvaliteter til forsendelsesæsker

Fluting (bølgemedium; DE: Wellenstoff)

Fluting er det papir, der opvarmes, dampes og formes til bølger i bølgepapmaskinen og derefter limes mellem liners. Det er typisk cirka 90-180 g/m² og fås som semikemisk fluting eller genbrugsfluting. Flutingen ses og trykkes sjældent, men dens kompressionsstyrke afgør meget af æskens stablingsevne og af, hvor plan den trykte overflade forbliver.

Se: papirkvaliteter til emballage

Kraftliner

Kraftliner er et linerpapir (containerboard) fremstillet hovedsageligt af kraftfibre af nyfiber, typisk 115-440 g/m², med højere brist-, træk- og kompressionsstyrke pr. gram end testliner og bedre styrkebevarelse i fugt. Det leveres brunt eller med bleget hvid top. Det specificeres ofte til pizzaæsker, tunge forsendelsesæsker og eksportemballage.

Se: papirkvaliteter til emballage

Mottled liner (mottled white liner, plettet hvid liner)

En mottled liner er en hvid-top-liner, hvis blegede topslag er så tyndt, at den brune bund skinner igennem som et ujævnt, skyet mønster. Den er billigere end en helt hvid liner og giver en lysere baggrund end brunt kraftpapir. Den ujævne bund gør farver og store farveflader mindre ensartede, så den passer bedre til enkel grafik end til fotografisk tryk.

N-bølge og G-bølge (mikrobølger)

N-bølge og G-bølge er de fineste bølgeprofiler, typisk cirka 0,5-0,6 mm tykke, udviklet til at konkurrere med karton til foldeæsker i detailemballage. De giver en næsten kartonlignende trykoverflade med bølgepaps trykmodstand og stivhed ved lav vægt. Betegnelser og præcise profiler varierer mellem producenter af bølgepapmaskiner, så bekræft tykkelsen frem for at stole på bogstavet.

Genbrugsfluting (DE: Wellenstoff)

Genbrugsfluting er bølgemedium fremstillet af returpapir, hovedsageligt OCC, og er det prisdrevne alternativ til semikemisk fluting. Det giver lavere stivhed og kompressionsstyrke pr. gram og er mere følsomt over for fugt. Det er den mest almindelige fluting i europæisk bølgepapemballage; i tyske specifikationer henviser Wellenstoff ofte til denne kvalitet.

Semikemisk fluting (NSSC-fluting)

Semikemisk fluting er bølgemedium fremstillet hovedsageligt af løvtræsmasse af nyfiber produceret ved en semikemisk proces som neutral sulfit-semikemisk (NSSC) massefremstilling. Det giver stivere bølger, højere fladtryks- og kompressionsstyrke og bedre ydeevne under fugtige forhold end genbrugsfluting. Det specificeres, hvor stablingsstyrke under fugt har betydning, for eksempel til frugt- og grøntsagsbakker.

Enkeltbølget og ensidet (DE: einwellige Wellpappe)

Enkeltbølget pap, også kaldet dobbeltsidet (double face), har ét bølgelag limet mellem to liners og er den mest almindelige bølgepapopbygning. Ensidet pap har et bølgelag limet til kun én liner, så bølgerne ligger frie, og er fleksibelt nok til at kunne vikles om produkter som stødabsorbering. De fleste forsendelsesæsker, pizzaæsker og transportkasser er enkeltbølgede.

Take-up-faktor (bølgefaktor)

Take-up-faktoren er den længde flutingpapir, der skal bruges til at fremstille en enhedslængde bølgepap, og den afhænger af bølgens højde og deling og ligger typisk fra cirka 1,2 for fine bølger til omkring 1,5 eller mere for A-bølge. Den bruges til at beregne pladens gramvægt og pris ud fra de specificerede papirer. Højere bølger bruger mere bølgemedium pr. kvadratmeter, hvilket øger vægt og materialeomkostning.

Testliner

Testliner er et linerpapir (containerboard) fremstillet hovedsageligt af genbrugsfiber, typisk 100-300 g/m² og klassificeret efter styrkeklasse (ofte betegnet TL1 til TL3). Det er billigere end kraftliner, men kræver mere vægt for samme styrke og mister styrke hurtigere, når det er fugtigt. Det bruges meget til forsendelsesæsker, transportkasser og indersiden af kombinationskvaliteter med forskellige liners.

Se: papirkvaliteter til emballage

Tripelbølget

Tripelbølget pap har tre bølgelag og fire liners, typisk cirka 10-15 mm tykt afhængigt af bølgekombinationen. Det bruges til kraftige bulkbeholdere, palleæsker og nogle eksportemballager som alternativ til trækasser. Det trykkes sjældent ud over enkle mærker.

Hvid-top-liner (hvid-top-testliner, hvid kraftliner)

En hvid-top-liner har et lag bleget hvid fiber formet over en brun kraft- eller genbrugsbund, hvilket giver en lys trykoverflade på bølgepap. Hvid-top-testliner er en almindelig økonomisk hvid trykoverflade; hvid kraftliner og bestrøgede hvide liners giver renere, lysere tryk til en højere pris. Det hvide lags jævnhed afgør, hvor ensartede store farveflader ser ud.

Se: bølgepapkvaliteter til forsendelsesæsker

Plast og folier

Polymerer, folier, pådampede barrierer og flerlagsstrukturer, der bruges i poser, vinduer og låg. Laminatopbygninger forklares i laminatopbygning og barriereegenskaber i poser; PE-posefolier i plastposer af LDPE, HDPE og genbrugs-PE.

AlOx (aluminiumoxidbelægning)

AlOx er et gennemsigtigt aluminiumoxidlag, nogle få nanometer til flere titals nanometer tykt, der er vakuumpådampet på PET-, BOPP- eller PE-folie for at give en høj ilt- og fugtbarriere, mens folien forbliver klar. I modsætning til alufolie eller metallisering kan produktet ses gennem det, og det er generelt kompatibelt med mikrobølgeovne og metaldetektorer. Tynde keramiske lag kan revne, hvis folien overstrækkes eller knækkes skarpt, så barrieredata bør kontrolleres på færdigkonverterede pakker.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

Aluminiumsfolie (US: aluminum foil; DE: Aluminiumfolie; NL: aluminiumfolie)

Aluminiumsfolie er tyndt valset aluminium, typisk cirka 6-9 µm tykt i fleksible laminater og langt tykkere i halvstive bakker og beholdere. Når den er intakt, er den en næsten absolut barriere mod ilt, fugt, lys og aroma, men tynde folier kan have små huller og revne ved bøjning. Folie kan ikke genanvendes i plast- eller papirstrømme uden adskillelse, hvilket tæller imod folielaminater i vurderinger af genanvendelsesegnet design.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

Biobaseret PE (sukkerrørs-PE)

Biobaseret polyethylen er polyethylen fremstillet af ethanol fra sukkerrør eller andre plantebaserede råvarer i stedet for fossile kilder. Det er kemisk identisk med konventionel PE og opfører sig, forsegler og genanvendes derfor på samme måde. Det er ikke bionedbrydeligt eller komposterbart, og påstande om biobaseret indhold bør angive andelen og den metode, der er brugt til at måle den.

BOPP (biaxialt orienteret polypropylen)

BOPP er polypropylenfolie, der er strakt i både maskin- og tværretning, hvilket gør den stiv, klar og dimensionsstabil, typisk anvendt ved cirka 15-40 µm. Den har en god fugtbarriere, men en dårlig iltbarriere, medmindre den er metalliseret eller belagt, og fås i klar, hvid, perlemors- og mat udgave. Den bruges som tryk- eller yderlag i snack- og konfekturepakker, ofte med CPP som forseglingslag, og som folie ved kartonlaminering.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

Coekstrusion (coex; bindelag)

Coekstrusion er processen, hvor flere polymerer smeltes i separate ekstrudere og samles i ét mundstykke til en enkelt flerlagsfolie eller -belægning, almindeligvis med 3, 5, 7 eller flere lag. Hvor lag ikke binder naturligt, for eksempel PE og EVOH eller PA, forbinder tynde bindelag af klæbeharpiks dem (tie layers). Coekstrusion bygger barriere- og forseglingsegenskaber ind i én folie uden limlaminering.

CPP (støbt polypropylen)

CPP er polypropylenfolie fremstillet ved at støbe smelten på en afkølet valse uden orientering, hvilket giver en klar, blød og varmeforseglelig folie. Det er det sædvanlige forseglingslag i BOPP/CPP og nogle PET-laminater og fås i kvaliteter, der tåler højtemperatursterilisering. Det har højere varmebestandighed end PE-forseglingslag, men et snævrere forseglingsvindue.

EPS (ekspanderet polystyren)

EPS er polystyren, der er skummet til lette, isolerende perler, som formes til krus, burgerbokse, bakker og beskyttende emballage. Under EU's engangsplastdirektiv (SUP-direktivet) har EPS-madbeholdere til umiddelbart forbrug og EPS-drikkevarebeholdere og -krus været forbudt på EU-markedet siden 3. juli 2021. England, Skotland og Wales forbyder også EPS-mad- og drikkebeholdere til fødevarer, der er klar til indtagelse, hvorfor EPS stort set er forsvundet fra europæisk foodservice.

Se: skåle af papir eller plast

EVOH (ethylenvinylalkohol)

EVOH er en copolymer af ethylen og vinylalkohol med en enestående iltbarriere, brugt som tyndt indre lag i coekstruderede folier, bakker og flasker. Dens barriere falder, når fugtigheden stiger, så den placeres altid mellem fugtbestandige lag som PE eller PP, forbundet af bindelag. Retningslinjer for genanvendelsesegnet design accepterer typisk kun EVOH i PE- eller PP-pakker op til nogle få procent af den samlede vægt, hvilket gør det til en central barriere i genanvendelige monomaterialestrukturer.

Se: genanvendelige monomaterialeposer

HDPE (højdensitetspolyethylen)

HDPE er polyethylen med lange, overvejende lineære kæder, der pakker sig i krystallinske områder og giver en typisk densitet på cirka 0,941-0,965 g/cm³. HDPE-folie er stiv, stærk i forhold til sin tykkelse, mælkeagtig og raslende, hvilket passer til T-shirt-poser, tynde frugt- og grøntposer og indlægsposer. Den er mindre klar og mindre punkteringsbestandig end LDPE/LLDPE-blandinger, men giver tyndere folier til samme belastning.

Se: plastposer af LDPE, HDPE og genbrugs-PE

Laminat (limlaminering og ekstrusionslaminering; DE: Verbund)

Et laminat er et materiale opbygget af to eller flere lag, for eksempel PET/PE eller PET/ALU/PE, der er bundet sammen, så hvert lag bidrager med trykoverflade, barriere, styrke eller forseglingsevne; strukturer skrives udefra og ind. Limlaminering forbinder baner med en tynd lim, normalt polyurethan, som derefter skal have hærdetid; ekstrusionslaminering forbinder dem med et lag smeltet polymer, typisk PE. Laminater af forskellige materialer giver høj ydeevne, men er sværere at genanvende end monomaterialestrukturer.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

LDPE (lavdensitetspolyethylen)

LDPE er polyethylen fremstillet ved højtrykspolymerisering, med mange lange sidegrene, der holder kæderne fra hinanden, hvilket giver en blødere, mere transparent folie med en typisk densitet på cirka 0,910-0,940 g/cm³. Den er let at bearbejde og forsegler godt, hvilket gør den til standardpolymeren til ekstrusionsbelægning af papir og karton og en almindelig forseglings- og posefolie. Den blandes normalt med LLDPE for at give styrke.

Se: plastposer af LDPE, HDPE og genbrugs-PE

LLDPE (lineær lavdensitetspolyethylen)

LLDPE er polyethylen fremstillet ved at copolymerisere ethylen med en lille mængde buten, hexen eller octen, hvilket giver lineære kæder med korte sidegrene. Sammenlignet med LDPE har den højere træk-, punkterings- og rivestyrke og bedre hot tack, så den muliggør tyndere folier til samme opgave. En LDPE/LLDPE-blanding er den typiske folie til bæreposer til detailhandel og forseglingslag i poser.

Se: plastposer af LDPE, HDPE og genbrugs-PE

MDO-PE og BOPE (orienterede polyethylenfolier)

MDO-PE er polyethylenfolie strakt i maskinretningen, og BOPE er polyethylenfolie strakt i begge retninger; orientering gør PE stivere, klarere og mere varmebestandig. Disse folier erstatter PET eller BOPP som trykt yderlag, så et helt laminat kan laves af PE. De er centrale i genanvendelige mono-PE-poser, selv om de stadig har lavere varmebestandighed end PET ved forsegling.

Se: genanvendelige monomaterialeposer

Metalliseret folie (metPET, metBOPP; US: metallized)

Metalliseret folie er plastfolie belagt med et ekstremt tyndt lag aluminium, nogle få titals nanometer, ved fordampning i et vakuumkammer. Det forbedrer lys-, ilt- og fugtbarrieren kraftigt i forhold til basisfolien, hvor metalliseret PET typisk yder bedre end metalliseret BOPP, og niveauet angives ofte som optisk densitet. Barrieren falder, hvis metallaget revner under bøjning, og metalliseringen blokerer for indsyn til produktet.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

Mikron, gauge og mil (enheder for folietykkelse)

En mikron (µm) er en tusindedel af en millimeter og den metriske enhed for folietykkelse. En mil er en tusindedel af en tomme, svarende til 25,4 µm, og er den sædvanlige amerikanske enhed, mens britisk gauge er en handelsenhed for polyethylen, hvor 100 gauge svarer til 25,4 µm, så mikron × 4 giver cirka gauge. Posetykkelse refererer normalt til én folievæg, og enheden bør altid angives på et tilbud.

Se: tykkelse på plastposer: mikron, gauge og mil

mLLDPE (metallocen-lineær lavdensitetspolyethylen)

mLLDPE er LLDPE fremstillet med metallocen-katalysatorer (single-site), som giver en smal molekylvægtsfordeling og meget jævn placering af komonomer. Resultatet er højere sejhed, punkterings- og faldstyrke (dart impact), bedre klarhed og lavere starttemperatur for forsegling end konventionel LLDPE. Det muliggør tyndere, hurtigere forseglende folier til en højere harpikspris.

Se: plastposer af LDPE, HDPE og genbrugs-PE

Monomateriale

Monomaterialeemballage er fremstillet overvejende af én polymerfamilie, for eksempel en pose udelukkende af PE eller PP, så den kan genanvendes i det materiales strøm. Små andele af barrierelag, belægninger eller bindelag kan være inkluderet; accept afhænger af retningslinjer for genanvendelsesegnet design og, i EU, af kriterierne for genanvendelighed i emballageforordningen (PPWR), som endnu ikke er vedtaget. Monomateriale betyder ikke ét lag.

Se: genanvendelige monomaterialeposer

Flerlag (flerlagsfolie; flermateriale)

Flerlag beskriver en folie eller struktur med mere end ét lag, fremstillet ved coekstrusion, belægning eller laminering. En flerlagsstruktur kan stadig være monomateriale, for eksempel en femlags coekstrusion udelukkende af PE, eller flermateriale, for eksempel PET/ALU/PE. For genanvendelse er spørgsmålet, hvilke materialer lagene er lavet af, ikke hvor mange lag der er.

OPA (orienteret polyamid; BOPA; nylon)

OPA er biaxialt orienteret polyamidfolie, normalt nylon 6, typisk cirka 12-15 µm tyk i laminater. Den giver enestående punkterings- og bøjningsrevnemodstand og en moderat iltbarriere, som svækkes, når den optager fugt. Den bruges i vakuumpakker til kød og ost, kæledyrsfoder og tunge eller skarpe produkter, og den komplicerer genanvendelsen af PE-baserede laminater.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

PCR og PIR (genanvendt forbrugerindhold og genanvendt industriindhold)

PCR er materiale genanvendt fra produkter, som forbrugere har brugt, mens PIR (post-industrial eller pre-consumer recycled) er genanvendt produktionsspild. Regler om genanvendt indhold bruger deres egne definitioner af, hvilket materiale der tæller: under den britiske Plastic Packaging Tax accepteres plastaffald fra før forbrug for eksempel ikke længere som kilde til genanvendt plast fra 1. april 2027. Bekræft den gældende definition og den krævede dokumentation, før du specificerer en procentdel.

Se: plastposer af LDPE, HDPE og genbrugs-PE

PET (polyethylenterephthalat; BOPET, rPET)

PET er en stiv, klar polyester; som biaxialt orienteret folie (BOPET), typisk cirka 12 µm, er det yderlaget til tryk i mange poselaminater, fordi det tåler varmen fra forseglingsbakkerne. Det bruges også til gennemsigtige låg, krus og bakker, og rPET er PET med genanvendt indhold. Under emballageforordningen (PPWR) skal kontaktfølsom PET-emballage, bortset fra drikkeflasker af engangsplast (som har deres eget mål), indeholde mindst 30 % genanvendt indhold fra 1. januar 2030 eller tre år efter gennemførelsesretsakten om beregning og verifikation, hvis det er senere.

Se: låg til madbeholdere af papir; laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

PHA (polyhydroxyalkanoater)

PHA er en familie af polyestere produceret af bakterier, der fermenterer sukker eller plantefedt, brugt som belægning, folie eller støbt materiale. Nogle PHA-kvaliteter er certificeret til industriel og hjemmekompostering, og nogle til nedbrydning i jord eller havmiljø, men ydeevnen afhænger af kvaliteten og af hele opbygningen. Indkøbere bør ikke gå ud fra, at en PHA-belægning gør en vare plastfri i regulatorisk forstand; status bør bekræftes for hvert marked.

PLA (polymælkesyre)

PLA er en biobaseret polyester fremstillet af fermenterede plantesukkerarter, brugt som varmeforseglelig belægning på papkrus og beholdere og som klar folie til vinduer, låg og kolde krus. PLA-belagt papir kan certificeres som industrielt komposterbart, når hele opbygningen er testet, men PLA er stadig en plast i regulatorisk forstand. Standard-PLA blødgør fra omkring 55-60 °C, så egnethed til varmfyldning (hot fill) skal bekræftes for den enkelte kvalitet.

Se: barrierebelægninger til papiremballage; indvendige belægninger i papkrus

Polymer (harpiks; polyolefin)

En polymer er et materiale opbygget af meget lange kædemolekyler bygget af gentagne enheder; i emballage leveres råpolymeren som harpiksgranulat, der smeltes og formes til folie, belægninger eller stive dele. Polyolefiner, hovedsageligt PE og PP, er den største familie i fleksibel emballage. EU-lovgivningen definerer plast som en polymer med mulige tilsætningsstoffer, der kan fungere som en hovedstrukturel bestanddel af emballage, bortset fra naturlige polymerer, som ikke er kemisk modificeret.

PP (polypropylen)

PP er et polyolefin med en typisk densitet på cirka 0,90-0,91 g/cm³, den laveste af de almindelige emballagepolymerer, og et højere smeltepunkt end PE (omkring 160 °C). Det bruges som orienteret folie (BOPP), støbt folie (CPP) og sprøjtestøbte eller termoformede bøtter og mikrobølgeovnsegnede beholdere. Strukturer udelukkende af PP er en af de to hovedveje til genanvendelig fleksibel monomaterialeemballage.

PVDC (polyvinylidenchlorid)

PVDC er en chloreret polymer, der påføres som belægning på BOPP, PET eller papir, eller bruges i coekstrusioner, og som giver en høj barriere mod både ilt og fugt, som næsten ikke påvirkes af luftfugtighed. Den undgås i nye designs, fordi dens chlorindhold forstyrrer mekanisk genanvendelse af PE, PP og PET, idet den nedbrydes under genbehandling og forurener regranulatet. Retningslinjer for genanvendelsesegnet design og mange brand- og detailhandelspolitikker udelukker den, med EVOH, AlOx, SiOx eller metalliserede lag som de sædvanlige erstatninger.

SiOx (siliciumoxidbelægning)

SiOx er et gennemsigtigt siliciumoxidlag, der afsættes på folie i vakuum, ofte ved plasmaforstærkede processer, og som giver en høj ilt- og fugtbarriere, mens folien forbliver klar. Det tåler varmebehandling godt og bruges til gennemsigtige højbarrierelåg, poser og mikrobølgeovnsegnede pakker. Ligesom AlOx er det meget tyndt og kan revne ved kraftig bøjning; nogle kvaliteter har en svag farvetone.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

Belægninger og barrierer

Lag, der påføres papir, karton eller folie for at holde fedt, vand, ilt eller migrerende stoffer tilbage eller for at tilføje forseglingsevne. Barrieremuligheder til papir sammenlignes i guiden om barrierebelægninger til papiremballage.

Akryl- og styrenbaserede dispersioner (styren-akryl, styren-butadien)

Akryl- og styrenbaserede dispersioner er vandbårne syntetiske polymerbelægninger som polyacrylater, styren-akryl og styren-butadien-latex, der bruges som barrierelag på papir og karton. Afhængigt af formuleringen giver de fedt- og vandresistens, og nogle kvaliteter varmeforsegler eller klistrer mindre sammen i stakke. Fordi disse polymerer er syntetiske, behandles belagte varer generelt som indeholdende plast under EU's regler for engangsplast, så den regulatoriske stilling bør bekræftes skriftligt hos belægningsleverandøren.

Se: barrierebelægninger til papiremballage

Vandbaseret dispersionsbarriere (dispersionsbelægning; DE: Dispersionsbeschichtung)

En vandbaseret dispersionsbarriere er en vandbaseret polymerbelægning, der påføres som et tyndt lag på papir eller karton på en belægningslinje og tørres. Afhængigt af formuleringen giver den fedt- og vandresistens, og nogle kvaliteter kan varmeforsegles; dens vigtigste fordel er lavere polymervægt og bedre genopløselighed end PE, selv om ydeevnen varierer meget mellem formuleringer. Testresultater på det faktisk belagte papir har større betydning end belægningens datablad.

Se: barrierebelægninger til papiremballage; indvendige belægninger i papkrus

Biobaserede dispersioner

Biobaserede dispersioner er barrierebelægninger opbygget helt eller delvist af fornyelige materialer som stivelse, proteiner, chitosan, alginater, plantevoks eller PHA. Deres fedt- og vandresistens varierer meget og afhænger ofte af luftfugtighed og belægningsvægt. Om en biobaseret belægning tæller som plast, afhænger af, om dens polymer er naturlig og ikke kemisk modificeret, så modificerede stivelser og fermenterede polymerer skal kontrolleres.

Se: barrierebelægninger til papiremballage

Belægningsvægt (coating weight)

Belægningsvægt er den tørre masse af en belægning pr. kvadratmeter, angivet i g/m² pr. side. PE-ekstrusionsbelægninger på kruskarton ligger typisk i området 12-20 g/m² pr. belagt side, mens dispersionsbarrierer normalt påføres ved lavere vægt, ofte i mere end ét pas. Belægningsvægten driver barriereydeevne, pris, genopløselighed og varens plastandel, som Kommissionens ikke-bindende PPWR-vejledning af 5. juni 2026 anvender med en tærskel på 5 % for begrænsningerne i bilag V.

Se: barrierebelægninger til papiremballage

Tørvoks og vådvoks (dry wax og wet wax)

Tørvoksning driver voks ind i papiret med opvarmede valser, så overfladen føles tør, og arket modstår fugt gennem sin krop. Vådvoksning efterlader en sammenhængende vokshinde på overfladen, hvilket giver en blank finish, en bedre fugtbarriere og mulighed for varmeforsegling. Begge smelter ved relativt lave temperaturer, og kraftigt vokset papir genopløses dårligt.

Se: fedttæt papir, pergament og vokspapir

Fluorforbindelser (fluorbehandling; PFAS)

Fluorforbindelser er fluorerede stoffer, som hører til PFAS-gruppen (per- og polyfluoralkylstoffer), og som historisk er brugt til at gøre papir, karton og formstøbt fiber fedt- og vandafvisende. Efter artikel 5, stk. 5, i forordning (EU) 2025/40 (emballageforordningen, PPWR) skal emballage til fødevarekontakt, der bringes i omsætning på EU-markedet fra 12. august 2026, holde sig under 25 ppb for et enkelt PFAS og 250 ppb for summen af PFAS ved målrettet analyse og under 50 ppm for alle PFAS inklusive polymere PFAS, hvor et samlet fluorindhold over 50 mg/kg udløser en pligt til at påvise, om det stammer fra PFAS. I USA meddelte FDA i februar 2024, at PFAS-baserede fedtafvisende midler ikke længere sælges til fødevarekontakt, og mange delstater forbyder bevidst tilsat PFAS i fødevareemballage.

Se: PFAS-fri fødevareemballage

Funktionel barriere

En funktionel barriere er et lag i et fødevarekontaktmateriale (FKM), der forhindrer stoffer i lagene bagved, for eksempel mineralolie fra genbrugsfiber, i at migrere over i fødevaren. Det kan være en folie, en belægning, en indre pose eller et barrierelag i kartonen. Hvor overensstemmelsen bygger på en funktionel barriere, bør overensstemmelseserklæringen (DoC) angive det.

Se: overensstemmelse for emballage til fødevarekontakt

Varmeforseglingslak (HSC; DE: Heißsiegellack)

En varmeforseglingslak er en lak eller tynd belægning, for eksempel akryl-, EVA- eller polyesterbaseret, der blødgør under varme og tryk og binder til sig selv eller en anden overflade. Den påføres ved dybtryk, flexo eller belægningsenheder på papir, aluminiumsfolie eller folie til låg, papirsachets og forseglede papirposer. Forseglingsstyrken afhænger af belægningsvægt, temperatur, opholdstid og tryk, så forseglingsbetingelserne bør aftales med pakkeriet.

Metalliseret papir (US: metallized paper)

Metalliseret papir har et ekstremt tyndt vakuumpådampet aluminiumslag, påført direkte eller ved overførsel fra en bærefolie, mest for udseendets skyld med en vis fugt- og aromaeffekt. Det bruges til etiketter, konfekture og dekorative indpakninger. Papirfabrikker håndterer det generelt lettere end folielaminater, men accepten varierer.

Se: barrierebelægninger til papiremballage

Mineraloliebarriere

En mineraloliebarriere er et lag, en belægning eller en indre pose, der blokerer for migration af mineraloliekulbrinter (MOSH/MOAH) fra genbrugskarton eller farver til fødevaren. Typiske løsninger omfatter PET-, PA-, EVOH- eller metalliserede folier, barrierebelægninger og adsorberende kartonlag. Den er hovedsageligt relevant for tørre fødevarer med lang holdbarhed pakket i genbrugskarton.

Se: mineraloliebarrierer og foldeæsker egnet til fødevarekontakt

OPV (overtrykslak)

En overtrykslak er en klar belægning, der trykkes over farve for at beskytte den mod slid og gnidning, styre glansen og, på fødevareemballage, hjælpe med at begrænse afsmitning (set-off). Der findes oliebaserede, vandbaserede og UV-hærdede typer, og lavmigrationskvaliteter specificeres til fødevareemballage. En OPV er en trykfinish, ikke en fedt- eller vandbarriere.

Se: overfladebehandling af foldeæsker

PE-ekstrusionsbelægning (PE-belægning; PE-belagt)

PE-ekstrusionsbelægning påfører smeltet polyethylen, oftest LDPE, som en tynd, sammenhængende film på papir eller karton. Den giver fremragende vandresistens, god fedtresistens og pålidelig varmeforsegling til krus, beholdere og bakker til våde fødevarer, typisk ved cirka 12-20 g/m² pr. belagt side. Den belagte vare behandles som indeholdende plast under EU's og Storbritanniens regler for engangsplast, og PE-filmen sorteres fra som afvist materiale, når kartonen genopløses.

Se: barrierebelægninger til papiremballage; indvendige belægninger i papkrus

PLA-belægning

PLA-belægning er polymælkesyre påført ved ekstrusion på papir eller karton, ligesom PE, for at give en varmeforseglelig vand- og fedtbarriere. PLA-belagt papir kan certificeres som industrielt komposterbart, når hele opbygningen er testet, men PLA er fortsat en plast i regulatorisk forstand og en forurening i konventionel plastgenanvendelse. Standardkvaliteter blødgør ved lavere temperaturer end PE, så ydeevnen ved varmfyldning skal kontrolleres.

Se: indvendige belægninger i papkrus

Primer

En primer er et tyndt lag, der påføres et substrat før tryk, belægning, ekstrusion eller laminering for at forbedre vedhæftningen. Eksempler er primere, der hjælper PE med at binde til folie eller aluminiumsfolie ved ekstrusionsbelægning, og primere, der hjælper farver med at hæfte på plastfolier med lav overfladeenergi. Primere indgår i fødevarekontaktvurderingen af den færdige struktur.

Silikonebelægning

Silikonebelægning skaber en slipoverflade frem for en klassisk barriere, så fødevarer og etiketter ikke klæber. Den bruges på bagepapir og ovnpapir, hvor den tåler ovntemperaturer, og på slippapir til selvklæbende etiketter. Silikonebelagt papir kan ikke varmeforsegles og accepteres ofte ikke i almindelig papirgenanvendelse.

Se: barrierebelægninger til papiremballage

Voks (paraffinvoks, mikrokrystallinsk voks)

Voks til emballage er hovedsageligt raffineret paraffinvoks fra råolie, ofte blandet med mikrokrystallinsk voks for fleksibilitet eller med naturlige vokstyper som bivoks, carnaubavoks eller sojavoks. Den giver vand- og fugtresistens til lav pris og smelter typisk et sted mellem cirka 45 og 70 °C, så den er uegnet til varme, fedtholdige fødevarer, der varmholdes i længere tid, ovne eller mikrobølgeovne. Vokskvaliteter til fødevarekontakt specificeres efter renhed.

Se: fedttæt papir, pergament og vokspapir

Lim

Lim sammenføjer sømme, laminerer baner og lukker pakker. Limtypen påvirker linjehastighed, varmebestandighed, dokumentation til fødevarekontakt og genanvendelighed.

Koldforsegling (koldforseglingslim; DE: Kaltsiegel)

Koldforsegling er en belægning, typisk baseret på naturgummilatex, der påføres i et mønster på indersiden af en indpakning, så den binder til sig selv alene ved tryk, uden varme. Den muliggør meget hurtig pakning af varmefølsomme produkter som chokoladebarer og is, med en release-lak trykt på ydersiden, så ruller kan afvikles. Koldforsegling har en begrænset holdbarhed før brug, og indhold af naturgummilatex kan i nogle forsyningskæder skulle deklareres af allergihensyn.

Hotmelt-lim (hotmelt; DE: Schmelzklebstoff)

Hotmelt-lim er en opløsningsmiddelfri termoplastisk lim, almindeligvis baseret på EVA eller polyolefiner, som påføres smeltet ved typisk cirka 120-180 °C og størkner ved afkøling inden for få sekunder. Den bruges til lukning af æsker og kasser, nogle sidesømme i foldeæsker, fastgørelse af hanke på papirposer og samling af displays. Konventionelle hotmelts kan danne klæbrige partikler i papirgenanvendelse, så der findes genopløselige eller dispergerbare kvaliteter.

Laminerlim (polyurethan-laminerlim)

En laminerlim binder to baner i fleksibel emballage og er oftest en tokomponent polyurethan i opløsningsmiddelbaseret eller opløsningsmiddelfri form, med vandbaserede systemer til nogle anvendelser. Efter laminering skal den hærde, ofte i flere dage, før laminatet skæres op og laves til poser. Aromatiske polyurethansystemer skal være fuldt hærdet, så primære aromatiske aminer ikke migrerer over i fødevarer i detekterbare mængder under forordning (EU) 10/2011.

Se: laminatopbygning og barriereegenskaber i poser

Trykfølsom lim (PSA)

En trykfølsom lim forbliver permanent klæbrig og binder ved let tryk, uden varme, vand eller opløsningsmiddel. Den bruges på selvklæbende etiketter, tape og genlukkelige flapper, i akryl-, gummibaserede og hotmelt-typer, med permanente, aftagelige og vaskbare varianter. For papiremballage påvirker limvalget, om etiketter og tape går i opløsning eller efterlader klæbrige rester (stickies) ved genopløsning.

PVAc-lim (polyvinylacetat; hvid lim)

PVAc-lim er en vandbaseret dispersion af polyvinylacetat, der størkner, når vandet opsuges i papiret og fordamper. Den bruges meget til sidesømme i foldeæsker på foldelimmemaskiner, sømme i papirposer, vikling af papirrør og vinduesindklæbning på karton. Den er generelt foreneligt med papirgenanvendelse og fås i kvaliteter, der overholder kravene til fødevarekontakt.

Stivelseslim (DE: Stärkekleber)

Stivelseslim er en vandbaseret lim fremstillet af majs-, hvede-, kartoffel- eller tapiokastivelse, kogt eller kemisk modificeret for at styre viskositet og klæbeevne. Den er standardlimen til limning af liners til fluting på bølgepapmaskinen og bruges meget til sømme i rør og bund på papirposer. Den er billig og fuldt forenelig med genopløsning, men størkner langsommere end hotmelt.

Formstøbt fiber

Papirmasse, der formes til tredimensionelle former til bakker, bærere, service og indlæg. Formater sammenlignes i guiden om kopholdere af formstøbt fiber og karton.

Bagasse (sukkerrørsbagasse)

Bagasse er den fiberholdige rest, der er tilbage, efter saften er presset ud af sukkerrør, og som forarbejdes til papirmasse og især bruges til tallerkner, skåle, burgerbokse og kruslåg af formstøbt fiber. Det presses normalt vådt til glatte, stive former, ubleget eller bleget, med limning eller barrieretilsætningsstoffer for fedt- og vandresistens. Fluorforbindelser er historisk brugt på sådanne produkter; PFAS-grænserne i EU's emballageforordning (PPWR) gælder for emballage til fødevarekontakt fra 12. august 2026, og Maines forbud mod PFAS i emballagetyper af plantefiber trådte i kraft den 25. maj 2026.

Se: PFAS-fri fødevareemballage

Tørstøbt fiber (tørformning)

Tørstøbt fiber er en ny proces, der former cellulosefibre til former ud fra en luftlagt bane presset i opvarmede værktøjer, med lidt eller intet vand. Den lover lavere energiforbrug og hurtigere cyklusser end konventionel formning. Den bør ikke forveksles med tørpresset formstøbt fiber, som formes ud fra en vandbaseret opslæmning.

Tørpresset formstøbt fiber (konventionel formstøbt fiber)

Tørpresset formstøbt fiber formes ved at trække en papirmasseopslæmning ind på et værktøj med netovertræk, overføre den våde form og tørre den, normalt i en ovn, nogle gange med let efterpresning. Den har typisk tykkere vægge, én glat og én ru side, og er ofte fremstillet af genanvendt avispapir eller OCC. Den bruges til kopholdere, ægbakker, frugtbakker og beskyttende indlæg.

Se: kopholdere af formstøbt fiber og karton

Formstøbt fiber (formstøbt papirmasse; US: molded fiber; DE: Faserguss)

Formstøbt fiber er emballage fremstillet ved at forme en fortyndet papirmasseopslæmning på et formet værktøj med netovertræk, fjerne vandet ved sugning og derefter tørre eller varmpresse formen. Den kan bruge genbrugspapir, nyfiber af træmasse eller ikke-træfiber som bagasse, og formen fastlægges af værktøjet, så nye former kræver nyt værktøj. Den bruges til kopholdere, madbakker og service, ægemballage og beskyttende indlæg.

Se: kopholdere af formstøbt fiber og karton; krusmanchetter og kopholdere med eget tryk

Vådpresset formstøbt fiber (termoformet fiber)

Vådpresset formstøbt fiber formes ud fra opslæmning og presses og tørres derefter i opvarmede, matchende værktøjer, mens den stadig er våd, hvilket giver en tæt, tyndvægget del, der er glat på begge sider. Det er den sædvanlige proces til service af bagasse og nyfiber, burgerbokse og premiumindlæg. Værktøjs- og energiomkostninger er højere end ved tørpresset formning, men finish og målnøjagtighed er bedre.

Se: kopholdere af formstøbt fiber og karton

Fra materialebegreber til specifikation

En materialelinje, som en konverter kan give tilbud på uden at gætte, angiver kvaliteten eller opbygningen, vægtene og det funktionelle krav, ikke blot et velkendt ord. Brug begreberne ovenfor til at kontrollere, at hver linje i din forespørgsel dækker:

• Papir og karton: kvalitetsnavn eller DIN 19303-klasse, gramvægt, tykkelse for karton, fiber (nyfiber, genbrugsfiber eller et angivet mindsteindhold af genanvendt fiber) og farve på begge sider.
• Bølgepap: bølge, hver liner og flutingpapir med gramvægt og det styrkekrav, æsken skal opfylde.
• Folier og laminater: hvert lag udefra og ind med tykkelse i µm, genanvendt indhold og hvilket lag der rører produktet.
• Belægninger og barrierer: barrieretype, side, belægningsvægt hvis kendt, den krævede fedt- eller vandresistens og eventuelle krav om PFAS-fri eller plastfri.
• Lim: kun hvor de har betydning, for eksempel varmebestandighed, dokumentation til fødevarekontakt eller mål for genanvendelighed.

Resten af forespørgslen, herunder mængder, tryk og dokumenter, er beskrevet i vores guide til tilbudsanmodning på emballage. 9 Packaging er en Istanbul-baseret producent og eksportør af trykt emballage til erhvervskunder, og materialeforslag er en del af den tekniske gennemgang ved tilbud; send dit produkt, indhold og målmarkeder via vores kontaktside.

Relateret læsning

• Emballageordliste: begreber for papir, karton, tryk og regelefterlevelse
• Papirkvaliteter til emballage
• Barrierebelægninger til papiremballage
• FBB, SBS eller WLC: valg af karton til foldeæsker
• Laminatopbygning og barriereegenskaber i poser