Flexotryk vs offsettryk vs dybtryk vs digitaltryk til emballage

De fire processer i én tabel

Flexotryk, offsettryk, dybtryk og digitaltryk adskiller sig primært ved, hvordan billedbæreren fremstilles, og hvordan farven når substratet. Forskellen styrer opstartsomkostningerne, som igen afgør, ved hvilken oplagsstørrelse hver proces bliver økonomisk.

LPI-værdierne er vejledende og varierer med presse, pladeteknologi, substrat og farve. Et groft, sugende kraftpapir begrænser enhver proces; et glat, bestrøget karton lader pressen vise, hvad den kan.

Hvordan fungerer flexotryk?

Flexotryk trykker fra hævede, fleksible plader. En graveret aniloxvalse doserer en præcis farvefilm på pladen, og pladen overfører den direkte til substratet. Processen kører hurtigt på rulle, håndterer både sugende og ikke-sugende materialer og er den dominerende proces til papirposer, indpakning, servietter, plastfolie og bølgepap.

Aniloxvalsen er flexotrykkets hjerte: dens celleantal og cellevolumen styrer, hvor meget farve der lægges på. Fine valser egner sig til halvtoner og detaljer, mens grove valser lægger kraftige fladfarver. En enkelt presse må ofte gå på kompromis mellem stærke fladfarver og fine farveovergange. Derfor ser designs med store ensfarvede flader og få staffagefarver fremragende ud i flexo, mens fotografiske motiver kræver omhyggelig forberedelse.

Pladerne fremstilles pr. farve og monteres på trykhylstre eller cylindre. I tyske tilbud ser du dem som Klischees og pladeomkostningen som Klischeekosten. Det er en engangsomkostning pr. design, og pladerne kan genbruges ved genbestillinger, hvis trykfilen ikke ændres. Moderne højdefinitionsplader og plader med flad punkttop har indsnævret afstanden til offset betydeligt, især på folie.

Styrker: hastighed på rulle, lav stykpris ved store mængder, fungerer på porøst kraftpapir og på folie, mulighed for vandbaserede farver og UV-farver, kan trykke og forarbejde inline (f.eks. trykning og posefremstilling i ét gennemløb).

Begrænsninger: punktforstørrelse på blødt eller sugende papir, fin tekst og negativ skrift kræver mindstestørrelser, en vis farvevariation mellem oplag, hvis farve og aniloxvalse ikke er under kontrol.

Typiske produkter: papirbæreposer med eget tryk, takeaway- og fødevareposer, fedttæt papir med eget tryk, servietter, plastposer med eget tryk og post-printede bølgepapæsker. Om folie i detaljer: se tryk på plastposer. Om tynde papirer til fødevarekontakt: se tryk på fedttæt papir.

Hvordan fungerer offsettryk (litho) til emballage?

Offsetlitografi, i britisk branchesprog ofte forkortet til »litho«, bruger flade plader, hvor billedområderne tiltrækker farve, og de ikke-trykkende områder tiltrækker vand. Det farvede billede overføres (offsettes) til et gummitæppe og derfra til arket. Arkoffset giver den skarpeste detalje og de blødeste farveforløb blandt de almindelige processer og er standarden for trykte foldeæsker, krusemner og litholamineret bølgepap.

Offsetplader er billige sammenlignet med flexoplader eller dybtrykscylindre, men hvert job kræver opsætning (make-ready): pladerne monteres, farveskruerne indstilles, og farven køres op til mål på makulaturark. Den tid er en fast omkostning pr. job. Arkpresser kører almindeligvis fire procesfarver plus en eller to staffagefarver og et inline lakværk til lak eller vandbaseret lak.

Offset kræver en glat, ensartet overflade. Bestrøget FBB-karton og SBS-karton egner sig bedst; ubestrøget kraftkarton kan trykkes, men ser blødere og mørkere ud. Papkrus trykkes på fladt kruskarton (i arkoffset eller i rulleoffset eller flexo fra rulle), stanses til vifteformede emner og formes derefter. Derfor skal krusets design forberedes som et forvrænget (buet) layout, og den geometri gennemgås i artiklen tryk på papkrus.

Styrker: fine detaljer og lille skrift, fotografiske billeder, bredt farveområde med CMYK plus staffagefarver, ensartet gennem hele oplaget, når pressen er godt styret.

Begrænsninger: for de fleste emballager kun arkført (ikke egnet til trykning af ruller til posefremstilling), mindre egnet til folie, makulatur ved opsætning på små oplag.

Typiske produkter: foldeæsker med eget tryk, burgerbokse og takeaway-bokse i karton, papkrus med eget tryk, eksklusive laminerede bæreposer samt litholaminerede pizzaæsker med eget tryk og forsendelsesæsker med eget tryk.

Hvornår giver dybtryk mening?

Dybtryk (rotogravure) trykker fra metalcylindre med millioner af små graverede celler, hvor dybere celler bærer mere farve. Det giver rig, ensartet farve og meget bløde toner ved høj hastighed, men cylindrene er dyre, så dybtryk kan kun betale sig ved lange, gentagne oplag, mest på folie til fleksibel emballage.

Hver farve kræver sin egen cylinder, graveret elektromekanisk eller med laser og som regel forkromet for holdbarhedens skyld. Cylindrene holder til meget lange oplag og holder farven stabil fra første til sidste meter. Det er derfor, store brands inden for snacks, kaffe og konfekture bruger dybtryk til poser og laminerede indpakninger. Dybtryk kan køre med opløsningsmiddelbaserede og vandbaserede farver og trykker bagside på klar folie, som senere lamineres, hvilket beskytter farven.

Afvejningen er forpligtelsen. En designændring betyder nye cylindre, og prisen på et cylindersæt giver kun mening, når mængden af ét enkelt design er stor. For mange mellemstore brands når moderne HD-flexo på folie nu en sammenlignelig kvalitet til lavere opstartsomkostninger.

Typiske produkter: standposer med eget tryk og laminerede folier, nogle papirposer og gaveindpakninger i store oplag samt pre-print-linere til bølgepap.

Er digitaltryk godt nok til emballage?

Ja, til mange formål. Digitale presser (inkjet eller toner) trykker direkte fra filen uden plader eller cylindre, så opstartsomkostningen er minimal, og hvert ark kan være forskelligt. Kvaliteten på egnede substrater kan matche offset, men stykprisen forbliver relativt flad, når mængden stiger. Digitaltryk er derfor stærkest til små oplag, prototyper, sæsonvarianter og markedstests.

Digitaltryk er også den måde, mange leverandører fremstiller trykte produktionsprøver på, da den samme fil kan trykkes uden værktøj (se vareprøver og kvalitetskontrol af emballage). Maskinernes formåen varierer meget: nogle presser håndterer kartonark, nogle ruller af etiket- eller fleksibel folie og nogle bølgepapark. Farvetypen har betydning for fødevareemballage, da krav til migration og afsmitning (set-off) også gælder for farver på den side, der ikke vender mod fødevaren. Spørg leverandøren, hvilket farvesystem der bruges, og hvilken dokumentation der understøtter det. Fødevarekontaktaspektet er behandlet i overholdelse af regler for emballage til fødevarekontakt.

Styrker: ingen pladeomkostninger, hurtigt skift, variable data og versionering, realistiske prøver.

Begrænsninger: højere stykpris ved store mængder, begrænset udvalg af substrater pr. maskine, staffagefarver simuleres i stedet for at blive blandet, og hvid farve og metaleffekter afhænger af maskinen.

Hvordan afgør opstartsomkostninger og oplagsstørrelse valget af proces?

De samlede omkostninger er groft sagt en fast opstartsomkostning fordelt over oplaget plus en løbende omkostning pr. enhed. Digitaltryk har næsten ingen faste omkostninger, men den højeste løbende omkostning. Dybtryk har de højeste faste omkostninger og den laveste løbende omkostning, mens flexo og offset ligger imellem. Skæringspunkterne afhænger af format, farver og maskine, så de bekræftes ved tilbud i stedet for at følge faste regler.

Derfor varierer minimumsordrerne så meget fra produkt til produkt. Logikken bag MOQ er forklaret i hvad der afgør minimumsordren (MOQ) for emballage med eget tryk, og prisstrukturen i hvad der driver prisen på emballage med eget tryk.

Hvilken proces giver den mest ensartede farve?

Dybtryk er generelt det mest stabile over et langt oplag, fordi cylindervolumen ikke ændrer sig. Offset er meget ensartet, når det styres med densitometri eller spektrofotometri. Flexo kan være meget ensartet med moderne plader og kontrollerede aniloxvalser, men er mere følsom over for substrat og farvens viskositet. Digitaltryk kan gentages fra en kalibreret enhed, men forskellige digitale maskiner matcher ikke nødvendigvis hinanden.

To praktiske forhold betyder mere end selve processen. For det første substratet: en staffagefarve på brunt kraftpapir ser aldrig ud som samme farve på hvidt karton, uanset hvilken presse der bruges. For det andet processkift mellem ordrer: hvis et design flytter fra digitale prøver til flexoproduktion, eller fra offset til flexo af omkostningshensyn, kan du forvente synlige forskelle, medmindre målene er defineret numerisk. Farvemål, tolerancer og godkendelse er behandlet i Pantone eller CMYK på emballage.

Hvilken trykmetode passer til hvilket emballageprodukt?

Formatet afgør som regel valget. Som tommelfingerregel: poser, indpakning og servietter er flexo, æsker er offset, og krus er offset eller flexo afhængigt af design og mængde. Laminerede poser i store mængder er dybtryk, mens små oplag og prøver er digitaltryk. Bølgepap kan gå flere veje afhængigt af kvalitetskravene.

Serigrafi samt pre-print og post-print på bølgepap

Serigrafi presser tyk farve gennem en finmasket stencil. Den lægger en kraftig, dækkende farvefilm, hvilket er nyttigt til fede logoer på mørke eller strukturerede substrater, på færdige poser af non-woven, bomuld eller stive materialer og til specialeffekter som hævede eller taktile farver. Den er langsom og bedst til enkle designs med få farver, og den er sjældent hovedprocessen til engangsemballage til foodservice.

Bølgepap kan trykkes på tre trin, og valget påvirker kvalitet, omkostning og minimumsmængde:

Valg af proces: beslutningsregler

Start med produktet og mængden, og kontroller derefter, om den ønskede kvalitet kan opnås på det pågældende substrat. Disse regler dækker de fleste tilfælde:

• Hvis produktet fremstilles af ruller af papir eller folie (poser, indpakning, servietter, plastposer), kan du forvente flexo, eller dybtryk kun ved meget store og stabile mængder.
• Hvis produktet skæres af ark af karton (æsker, krus, kartonæsker) og kræver fotografisk kvalitet eller fin skrift, kan du forvente offset.
• Hvis du har brug for under nogle få tusind stk., flere versioner eller en trykt prøve, før du forpligter dig, så spørg til digitaltryk.
• Hvis dit design bygger på en eller to stærke brandfarver med ensfarvede flader, gengiver flexo det godt og økonomisk; gem offset til farveforløb, fotos og lille tekst.
• Hvis ordren gentages mange gange med uændret design, udgør engangsværktøj (plader, cylindre) en mindre andel af de samlede omkostninger; hold trykfilen stabil på tværs af genbestillinger, så værktøjet kan genbruges.
• Hvis du planlægger at skifte proces senere (f.eks. digital lancering og flexo-udrulning), så definér farvemål numerisk fra begyndelsen.

Når du anmoder om tilbud, skal du oplyse format, materiale, mål, antal farver (og om de er Pantone eller CMYK), trykdækning, mængde pr. design og forventet årsvolumen. Guiden til tilbudsanmodning på emballage angiver alt, hvad en producent har brug for, og guiden til trykfiler til emballage forklarer, hvordan filerne forberedes, når processen er kendt. 9 Packaging, der har base i Istanbul, fremstiller og eksporterer trykt emballage til erhvervskunder, og trykprocessen for hvert produkt bekræftes ved tilbud og teknisk gennemgang. Send dine oplysninger via vores kontaktside.

Læs også

• Emballageordbog: termer for papir, karton, tryk og overholdelse af regler
• Ordbog over tryk og prepress til emballage
• Sådan fremstilles emballage med eget tryk: guide til produktionsprocessen